Septembers himmel er så blå.
Dens skyer lyser hvide –
og lydt vi hører lærken slå,
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror.
Med grønne lyse klinger –
men storken længst af lande fór,
med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro.
I mellem træer og tage –
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs.
Med saften om sin mule –
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på.
Står brun og gul og gylden –
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror.
Blandt asters i vor have –
så rigt er årets sidste flor,
oktobers offergave.
De røde æbler løsner let.
Fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt.
Bag sorte grene svinder –
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø.
For sommerblomst at blive –
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt.
Af livet selv du lærte –
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
Melodi og sangtekst af Alex Garff.